Om seks år siden, min fire-årige søn og jeg var ovenpå ser en Discovery channel "hajangreb" særlige (eventuelt denne ene). Han var meget unge på punktet, og jeg var altid bekymret for, hvad han kunne se på et show som dette og hvordan han kan tage det. Jeg ville ikke have ham til at udvikle, for eksempel, enhver særlige frygt af vand eller blab noget upassende til sine venner og muligvis forårsage hans baby ven netværk at kom brasende ned.

Discovery håndterer disse former for emner meget godt. Det handler ikke om at skabe en frygt for noget, men snarere at vise, hvordan usædvanligt for hajer til at angribe mennesker.

Så, Vi ser det og der er denne ene især skræmmende angreb med en lille pige. Som Discovery er ved at opbygge drama af angrebet, min søn (der har altid været meget nervøs alligevel), bliver meget ophidset. Jeg gør nogle lyde om, hvor usædvanligt det er for hajer til at angribe folk, og hvor slemt det stakkels pige skal føle sig. Jeg prøver at forklare at folk inddrive fra disse begivenheder og blive stærkere for det. Dog, Jeg havde misforstået hans begejstring. Han var ikke bekymret om pigen overhovedet. I stedet, mens klappe hans hænder, Han fortæller mig, "Hajer elsker det! Det er fantastisk. Det er vidunderligt. Dens en drøm!"

Jeg troede det var hylende morsomme, men også meget foruroligende. På den ene side, Jeg var glad for — selv lidt stolt — at han kunne have stærke empatiske følelser, Cross-arter skønt de kan være. Som mennesker, Vi skal udvikle vores "empatisk muskler" så taler eller du vil ende op som denne fyr 🙂 On the other hand, Han var følelse cross-arter empati mod en art, der udviser adfærd skadelig for hans egen. Jeg virkelig kæmper med dette når fortælleren brugte ordet "paradigme". Min søn samlet op på det og spurgte hvad det betød.

Det er ikke sådan en nem ord at beskrive en fire år gammel, men jeg gav det en chance. Når jeg tænker på ordet "paradigme", Thomas Kuhn er aldrig langt fra mine tanker. Jeg læste Strukturen af videnskabelige revolutioner tilbage på Lafayette og for bedre eller værre, ordet "paradigme" er gravid med ekstra mening for mig. (Lidt ligesom ordet "kontakt" efter at have hørt en film Telefonstemme fortælle mig hvor jeg kunne se at filmen [Jeg syntes bogen var bedre]; Jeg siger altid til mig selv, "KONTAKT!" Når jeg ser eller hører nogen sige "kontakt").

Alligevel, Jeg prøver at forklare ham et kuhnske definition, at det er "en historisk bevægelse af tanke" og at det er en "måde at tænke med en række indbyggede antagelser, som er svære at slippe for mennesker, der lever på tidspunktet." Selvfølgelig, Du kan ikke tale som med en fire - årig, så jeg forsøger at successivt definere det i mindre stykker og følelse temmelig stolt af mig selv, som jeg gør det.. (Jeg har lige vidste at nogen uden for kollegiet ville sørge for at jeg havde læst Kuhn!).

Jeg bare opvarmning til opgaven, når han afbryder mig. Vinker hans hånd i min generelle retning og aldrig tage hans øjne off en anden brutal haj angreb, Han siger bare, "ja, Ja, Ja. Blah, blah, blah.".

So much for that 🙂

På det tidspunkt, Jeg besluttede at løbe væk, retorisk tale, Læn dig tilbage, og nyde at se hajer angribe mennesker med min søn.

</slutningen>

Tilbage i nærheden af 1999, Jeg brugte en masse uger ud i Santa Barbara, CA, arbejder for en klient, forlader min stakkels kone tilbage her i New Jersey alene. Jeg elsker inderligt min kone. Jeg elsker hende lige så meget i dag, som jeg gjorde da hun tåbeligt blev gift med mig 1,000 år eller så siden. Et sted langs linjen, Jeg opfandt en sætning, "særlige frygt", som i "Samantha har særlig frygt." Hun som en speciel frygt for "bugs", som hende er ikke fluer eller mariehøns, men snarere mikrober. Hun er bange for dette eller hint virus eller usædvanlige bakterier plager vores søn, eller mig, men aldrig rigtig selv. (Hun er også specielt bange for vampyrer, miniature onde dukker (især klovne) og ubåden ulykker; hun vokset ud sin særlige frygt for folk klædt i Santa Claus outfits).

Én dag, min kollega og jeg besluttede at køre op i de nærliggende bjerge nær Ohai. På et tidspunkt, Vi fik af bilen til at tage i scene. Da vi kom tilbage til bilen, Jeg bemærket at en skovflåt var på min skulder. Jeg knipsede ud af vinduet og der var det.

Aftenen, Jeg fortalte hende om vores kørsel og nævnte kryds. Samtalen gik noget som dette:

S: "Oooo! Dem er dårlige. De bærer sygdomme."

P: "Godt, Jeg knipsede det ud af vinduet."

S: "De er virkelig dårlig selv. De kan komme ind under huden og suger blod og overføre bugs. Du bedre kontrollere din hår og sørg for, at der ikke er nogen i dit hoved!"

P: I en høj røst: "Min Gud! DE KAN TAGE OVER DIT SIND???"

S: Bogstaveligt talt beroligende mig: "No, de er ikke så slemt."

</slutningen>